søndag den 4. november 2012

KH Lede-mor

Jeg ville gerne blogge. Men mine arme er forsvundet og blevet erstattet af nogle af bly, så det er svært at skrive. Og mit arbejde er eksploderet i 15.000 sindssyge to-dos. Og mine børn er holdt op med at sove. Helt op. På grund af snot.

Og jeg er blevet små-syg. Og bacillerne har angrebet Manden hårdere, så det er mig og min egen bitre små-sygdom, der tager sig af afkommet. Primært.

(Som I kan forestille jer, sker det med et engleblidt smil og uendeligt overskud. Eller også flygter Sønne væk fra Suremor og hjem til selvbestaltede bonusbedste-bofæller, og jeg råber ting som HVORNÅRFANDENERDERFORHELVEDENOGENDERHARNOGETOVERSKUDTILMIG?!)

Hvad var det, jeg ville sige?

Måske var det noget med, at jeg skriver igen, når mine arme og mit helbred er tilbage. Og når jeg igen er i stand til at tale til min familie uden enten af hvisle eller bruge blogbogstaver hele tiden.

Måske bliver det først i 2013.

7 kommentarer:

  1. Uff da! God bedring. Snart! PS: Har du prøvet med ekstra puder? Det er godt at få hovedet lidt op, når man skal sove i snottet tilstand. Plejer at virke godt på både Donnaen og mig selv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Se, det er et af de tricks, der virker på normale børn. Men MINE børn, ser du, gør et stort nummer ud af at dreje rundt om sig selv i søvne. Rundt og rundt. Så benene ender på hovedpuden, fx. Og så det snottede hoved ender nedad i stedet for opad med ekstra-minus-minus søvn til følge...

      Slet
  2. Du sender mig en tur ned af memory lane til vores efterår 2011 ;-S Not nice. Håber snart I alle er på benene igen. Og husk, alt der der siges, hvisles eller råbes i nattens mulm og mørke kan ikke bruges imod dig i dagslys. "Det er sandheden", som den soon-to-be fem-årige herhjemme ville sige det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Skal vi ikke også sige, at det heller ikke gælder om dagen... hvis det nu er sådan lidt efterårsmulmet og mørkt i det?

      Slet