Så er freden (måske) forbi

I dag var dagen, hvor vi hørte BetteLiv græde første gang. Sådan for alvor. Lige til at blive helt svedig af sådan et pludseligt personlighedsskift...

"Kom med brysterne mor! Liv er sulten!" siger Sønne.

"Nu starter det," sukker Manden.

Det er nu nærmere maven, hun har ondt i. Og hun har kun hylet i to omgange à et par minutter eller tre. Men alligevel. Godt man ikke er sådan en, der har fortalt hele verden, hvor meganem hun er...



Men OK. Nu sover hun sødt. Og er selv faldet i søvn uden hverken sang eller rokken i sin moseskurv foran mig sofabordet. Og i går var vi til bryllup, hvor jeg tudede fire gange, og Liv tudede nul gange. Så jeg klager overhovedet ikke, men nyder freden, så længe den varer.

Den lille tyrker med nattøjet

Hele verden går i blomstrede haremsbukser og ser utroligt smart ud. Jeg går i blomstrede haremsbukser, fordi jeg ikke kan passe andet, og fordi det var noget af det mest sommerlige, der lige var i bunkerne af låne-vente-tøj. Og jeg kigger mig selv i spejlet og tænker: "Uha, jeg ligner en i nattøj". Men beslutter, at det sikkert bare er mig selv, der har det sådan. Og at jeg måske i virkeligheden er ligeså smart som resten af verden.

Men så var det, vi lige var på fly-by til familiefest i København, og jeg tullede nedad Amagerbrogade i ført blomstret harem ret overbevist om, at jeg så OK ud. Og så var det, at en forbipasserende dranker råbte "NØJ; DEN LILLE PIGE OG NATTØJET. HØHØ". Fra børn og fulde folk... (apropos: Sønne siger "mor har stor mave." Stadig. Suk.)

Så bliver jeg gladere, når min bror - som er 19 år og meget street og derfor værd at lytte til på trods af manglende brandert og barndom - siger til mig og haremsblomsterne og det camouflerende halv-transparente tørklæde: "Næh, hvor ser du godt ud! Det er det, vi kalder pro-tyrk. Sådan... helt afslappet."

Tak til bror. Og til de nye, sorte haremsbukser, der i lidt højere grad ligner almindeligt tøj.

(B)ordet fanger

Utallige er de førstegangsforældre, som - glædeligt overraskede over, hvor meget deres nyfødte sover - har fortalt hele verden om deres nemme, nemme barn. Underforstået: "Vi har vundet i babylotteriet! Og vi må gøre et eller andet helt, helt rigtigt. Kudos til os!"

Men nemheds-babylotteriet har dårlige vinderchancer.

I hvert fald kender jeg mange, der efter de første fire-fem nemme uger pludselig ser deres nemme wunder-baby forvandle sig til et helt normalt spædbarn, der nogle gange ikke vil sove, nogle gange ikke vil spise og nogle gange bare er uforklarligt tvær. Og så er man jo på den, iggå, hvis man har sagt til alverden, at det bare er NEMT. Man er fanget i sin egen velsmagende fortælling om gode gener og forbilledlige forældreegenskaber og føler, man bliver taget i at snyde, hvis alle de nemheds-succespoint, man har fået af omgivelserne, viser sig at være givet på et forkert grundlag. Så man har ikke lyst til at snakke ret højt om den der nat, hvor bebse sov max tre kvarter ad gangen, og faren og moren et kort øjeblik overvejede at gå fra hinanden/fra hus og hjem/fra sans og samling.

Med Sønne var dét aldrig et problem. For han var aldrig nem. I stedet var (og er) han, som hans sundhedsplejerske-farmor så diplomatisk har formuleret det, "et udfordrende barn". Først siden hen har det vist sig, at de andres børn også var udfordrende - i hvert fald nogle gange. Mange af dem, jeg kendte med jævnaldrende bebser, snakkede bare ikke ret højt om det. Fordi de følte, at deres fortællinger om det nemme barn så havde været løgn. Og så videre.

Derfor er jeg også meget påpasselig med, hvad jeg siger om BetteLiv. Jeg vil ikke fanges i en virkelighed, der viser sig at være mere eller mindre selv-opfunden. Jeg vil ikke være skuffet eller skamfuld, hvis hun pludselig hyler og skriger i en forsamling af mennesker, jeg netop har underholdt med historier om hendes fremragende nattesøvn. Derfor svarer jeg altid sådan her, når folk spørger, hvordan det går: "INDTIL VIDERE er det nemt. INDTIL VIDERE sover hun rigtigt fint om natten. Og INDTIL VIDERE græder hun stort set aldrig. Men jeg ved, at det kan ændre sig overnight, og at det jo tit er meget nemt i starten." (I nat sov hun fx fra 23.30 til 11.00 kun afbrudt af et par amninger. Altså jeg bliver jo for fan næsten bekymret!)

Jeg har en tilsvarende remse, når der bliver spurgt til Sønnes håndtering af sin nye storebror-status: "INDTIL VIDERE tager han det virkeligt pænt. INDTIL VIDERE kysser og klapper og aer han hende og siger 'passer lige lidt på lillesøtter at hun ikke kommer til skade.' INDTIL VIDERE er det nemt. Men jeg ved jo, at det nok ændrer sig, når hun begynder at stjæle hans legetøj og for alvor være en trussel."

Jeps, jeg maler fanden på væggen over hele huset. For jeg kender nemlig også rigeligt med andengangsforældre, der har lavet finten med at fortælle om deres nemme, empatiske etter, der bare er SÅ sød ved toeren (underforstået: "Vi har vundet i børnelotteriet og i øvrigt opdraget et fantastisk og empatisk barn"). Kun for at snuppe samme etter i at tæve toeren et halvt år senere, når toeren ikke længere er en ufarlig, evigt-sovende baby-klump.

Den dag, der er gået godt, kommer ikke skidt igen. Vel. Og her går dagene godt - INDTIL VIDERE. Se bare faren og de to nemme børn, der hjælper ham med at slibe sommerhusets motorsav:

Må man godt...

... skrive om andet end Norge i de her dage?

Og hvis man skriver om Norge, må man så godt lade være med at filosofere over hungersnød i Afrika og nærhedsprincipper og blondthed og all that jazz?

Hm.

Uanset hvad har jeg ikke tid til at skrive noget. Hverken om Norge eller mange-flere-døde meget-længere-væk. Al min internet-tid går med at sidde med hovedet inde i alle danske og norske netaviser for at lede efter en eller anden form for forklaring, jeg godt ved, jeg alligevel aldrig kan finde dér.

Og nej, jeg kan ikke tage billeder med andet end en telefon

"Det bedste og mest interessante ved bloggen er billederne."

Siger min far.

Og det er jo great, når nu iPhone er gået i titusind stykker, og det derfor er slutprut med fotos - med mindre, selvfølgelig, jeg er i sommerhus med mine forældre og kan låne-stjæle min mors iPhone 4. Which I do. Men det er en stakket frist, så nyd det, så længe det varer:

Betteliv og de vilde dyr

OK. Så Sønne er bange for de vilde dyr (og for oliefyret, som får ham til at knibe øjnene sammen, hver gang han skal forbi).

Betteliv er ikke bange for nogen dyr. Heller ikke for den myg, der har stukket hende på fingeren. Ret fejt at stikke nogen, der (stort set) er mindre end én selv... Eller for de fluer, der af og til svirrer forbi hendes dybe, blå babyøjne og får dem til at skele.

Men altså: Til gengæld kan hun sige som ret mange dyr. Fx et æsel. Men også en delfin og en gris. Og en lille fugl. Også når hun sover.

Meget dygtigt, meget fremmeligt pigebarn.

Sønne og de vilde dyr

Vi har en tradition, Sønne og mig, hvor jeg fortæller en historie om musen Mus og edderkoppen Kriblekrable, mens jeg bevæger hænderne på muse- og edderkoppeagtige måder henover hans tykke mave. På et tidspunkt møder musen Mus og edderkoppen Kriblekrable et andet dyr, som Sønne bestemmer, hvad er. Tit er det en gris. Nogle gange er det en kænguru. Men i går lød det sådan her:

Moren: ... og så møder de én...?

Sønne: kæmpestor VOLVO!!!

Moren: HahahahahhaHAHAHA! Volvo! Ha!

Sønne: (med fornærmet udtryk og bestemthed i stemmen) VOLVO!

Og således gik det til, at musen og edderkoppen mødte en stor Volvo, som de tog med hjem og drikke saftevand og lege med brandbiler. Sikke en fest.

I det hele taget er drengen ikke nogen stor dyreven. Fx var han bange for fluerne, lige indtil vi lavede en happening ud af at købe en fluesmækker hos den lokale købmand. Bierne kan han sært nok bedre lide, men sommerhushavens fugle, egern, sommerfugle, snoge (!) og sårn interesserer ham ikke synderligt.

Det er det samme med stranden: Moren joller derned og sidder i sit mest pastelfarvede tøj udstyret med et par kubikmeter strandlegetøj og føler sig på én gang damebladsagtig OG som en god mor. Men det varer kun et øjeblik, før drengen vender stranden ryggen og iler ud til den meget befærdede strandvej for at kigge på biler... og så kan vi sidde derude i vilkårligt lang tid, mens den ene råber "HVAD HEDDER DEN BIL MOAH?" og den anden svarer "øh... vent, jeg skal lige kigge... æh, Alfa Romeo tror jeg" (vi er jo på Nordsjælland!). I går morges sad han tre timer dernede og gloede sammen med sin far.

Sønne er en stor bilven. Og stor bilkender. Han kan fx spotte en Citröen C5 på mange meters afstand.

Det kan jeg ikke. Sletslet ikke.

Jeg håber, Betteliv vælger at gå op i noget, jeg synes er lidt... sjovere. Men hvis biler er the shit, kan hendes storebror nok give hende nogle fifs. Fx til hvordan man bedst parkerer 17.000 små legetøjsbiler på sirlige rækker - hver dag:

Bemærk i øvrigt de TO boremaskiner i nederste venstre hjørne... Suk.

Min underbevidsthed = en stor, fed kliché

I nat drømte jeg, at sneen lå i et tyndt lag over vores gamle hood, og jeg løb mellem snefnuggene i slowmotion. Min fodspor var fine, og jeg var ikke spor bange for at falde. Meget herligt.

Men: Jeg løb og ledte efter vores gamle hus. Og ledte og ledte og ledte. Men der, hvor det plejede at være, var en motorvej og et midlertidigt busstop.

Bortset fra busstoppet synes jeg faktisk, at min underbevidsthed er helt utroligt u-kreativ. Giv mig noget, der er lidt sværere at tyde, si. Eller bedre endnu: Giv mig det gamle hus tilbage!

Nemesis læser ALTID med. Altid.

Når man skriver, at begge ens børn sover, så vågner de selvfølgelig. Begge to. Den store med "ondt i benene, gør ondt på mig, fa-aar". Og den lille har nok bare ikke helt forstået det med nat og dag endnu, trods alt. Halv-festlig nat. Men chilleren dag. Og nu er Farfar&Farmor her, og Bette er gået kold på sidstnævnte, der i øvrigt også selv er faldet i søvn. Søvn er ligesom temaet denne her sommer...

Postkort fra Rågeleje

Vi er i sommerhus.

Det regner.

Der er fyldt med familie, der godt gider lege med biler på gulvet i timevis. Eller trække i regntøjet igen-igen.

Begge børnene sover. På én gang. Sønne har sovet umanerligt, usædvanligt godt de sidste nætter (måske tilfældigt, måske pga. kombien mørke + kulde + stilhed + nazi-agtig-nul-sukker-sund-mad i løbet af dagen). Og BetteLiv er stadig så nyfødt, at sovning er hendes primær-kompetence.

Og forældrene tanker søvnkontoen op ved skiftevis at sove middagslure dagen lang.

Når Manden ikke sover, fixer han alting (som fx min mors cykel. Og vaskemaskinen. Og det varme vand.) Ind i mellem drikker han gin og tonic.

Når jeg ikke sover, ammer jeg. Og skifter småbitte bleer. Ind i mellem drikker jeg kaffe og læser dameblade.

Udenfor sommerhusets kæmpestore vinduer er der helt utroligt grønt og vådt.

Det er OK.

Selvom de ikke altid sover, elsker jeg mine børn højere end offentlig transport

Vi er stadig i storbyen. Jeg tusser stadig rundt og ser længe savnede gode venner med - i dag tre uger gammel - bebs på armen. Til det formål er det smart med en metro. Jeg elsker metroen på den der jydagtige måde, som kun folk bosat i metro-løse byer kan elske en metro.

Men jeg elsker ikke metroens elevatorer. Altså. Jeg har kørt med metro to gange her de sidste par dage. Og begge gange, begge steder, var elevatoren gået i stykker. Er I klar over, hvor uendeligt langt der er fra Dybet og op i lyset? Well, jeg er ikke helt klar over det. Men der er langt, og der er mange, mange trapper.

Heldigvis er jeg i (nerve)træning fra vores tid med Sønne-baby i Shanghai. Hvor der slet ingen  metro-elevatorer var. Til gengæld var dybene betydeligt dybere... Så vi kom i tiptoptræning med at stå at balancere med barnevogn indeholdende det allerdyrebareste i hele verden på en alt for stejl rulletrappe. Og på et tidspunkt gik jeg simpelthen over til at køre med drengen på armen i billige, dyttende, lidt skræmmende kinesiske taxaer.

Nå. I dag var temaet ikke Kina men Rusland. I hvert fald bar to venlige turist-russere den gamle, tunge Trille-barnevogn hele vejen op i solen på Christianshavns Torv. Og en tredje russer, en dame, kommanderede med dem hele vejen. Russisk er ikke min stærke side, men jeg fattede noget i retning af: "Bebsen er ved at glide ud af fodenden, få nu for hulen den barnevogn mere i vatter."

Alle overlevede, og ingen faldt ud af barnevognen. Selvom det så ud som om, det var tæt på på et tidspunkt.

Altså: Jeg elsker metroen. Men jeg elsker Liv højere. Meget højere. Så nu er det slut. I hvert fald så længe, hun skal trilles i en Trille. Jeg tør ikke! (Men se til gengæld hvor kæk og modig damen selv ser ud...)

Den store, fede mor-løgn. Men det var ikke med vilje.

BetteLiv og jeg var til polterabend i går. 30 damer, (mindst) fire gravide maver og to bebser: BetteLiv og en kollega på seks uger. Kollegaens mor var bleg og træt og blankøjet og lignede til forveksling mig, da jeg var førstegangsmutti. For det var selvfølgelig dét, hun var. Og derfor fik hun også straks stress af at se mig vimse lykkelig og endda medium-udsovet rundt blandt gode, københavnske veninder.

Hvis der er noget, jeg ikke vil, er det at give førstegangsmødre stress.

Jeg vil hellere kramme dem og ae dem og sige, at alting bliver bedre og nemmere lige om lidt. Og at dem, der virker overskudsagtige som regel er fulde af løgn&lort og sidder og græder ned i en daiquiri om et års tid og klager over, at det var meget hårdere at blive forældre, end de lige turde indrømme.

Nå.

Men krammede og aede jeg damen og sagde alle disse gyldne ord? Nænej. I stedet havde jeg adskillige små-samtaler med hende a la denne her:

Bleg førstegangsmutti: Jamen jeg forstår SIMPELTHEN ikke, at du overhovedet er med. Hvordan kan du stå? Hvordan kan du gå? Er du ikke ved at dø af træthed? Hun er jo ikke engang tre uger gammel.

Speedet andengangsmutti (me, that is): Ved du hvad? Jeg har fået TO gange fire timers søvn i nat, så jeg er nærmest helt... speedet af søvn...

Bleg førstegangsmutti: ... (Ligner én, der tænker noget i retning af: "fuck, skal jeg klare mig med fire timers søvn? Er det meningen? Er mit søvnbehov eventuelt så højt, at jeg ikke kan magte at være mor?")

Speedet andengangsmutti: (Har ikke helt afkodet førstegangsmuttis ansigtsudtryk og fortsætter glad og ufortrødent) Altså hendes storebror sov sammen med mormor og morfar, så jeg sov helt til klokken otte. Det er derfor, jeg er så frisk. Normalt står han op klokken lidt i seks og råber MOAHMOAHMOAH, og så er det jo lissom bare om at stå op og lave havregrød, iggå.

Bleg førstegangsmutti: ... Klokken seks? Suk. Hej-hej.

Ajmen for hulen. Jeg kunne jo godt have fortalt hende, at jeg uden undtagelse er ved at kaste op, når nogen råber MOAHMOAHMOAH af mig klokken lidt i seks. Og at jeg tit tuder af udmattelse før klokken 22. Og at jeg stresssvedte hele det første halve år af Sønnes liv. Over sådan cirka alt.

I stedet for var jeg så med til at opretholde den store, fede løgn om Overskudsmoren. Helt uden at ville det.

Jeg tror eventuelt, at jeg må stalke førstegangs-damen på facebook og skrive hende et par sandheder. Og en undskyldning.

Telefonblues ja. Babyblues nej (i hvert fald ikke lige nu).

Under min barsel med Sønne kiggede jeg på de mangfoldige gravide i bybilledet ud gennem mine skulende, trætte, sammenknebne øjne og tænkte noget i retning af:

"Jaja, I går og ser så glade og forventningsfulde ud. Men nyd tiden nu, for helvede. NYD den. For når først barnet kommer, bryder helvede løs. I ANER ikke, hvad I går ind til. Det bliver sindssygt. Det bliver hårdt. Og ingen ingen fortæller jer om det, alle siger bare tillykke og smiler. Seriøst, I har ingen idé om, hvad I har kastet jer ud i."

Muntert, ikke?

Nå. Nu triller jeg så rundt med BetteLiv i barnevognen og kigger på de mangfoldige gravide i bybilledet ud gennem mine trætte men dog åbne øjne og tænker:

"Åhjamenaltså heldige jer! I har miraklet til gode; det øjeblik hvor et bette liv bliver lagt op på jeres mave og er helt nøgent og nyfødt og magisk. BARE det var mig."

Det må da være et godt tegn!?!

I øvrigt ville jeg jo mægtig gerne råspamme jer med billeder af det smukke afkom, men iPhonen er afgået ved en tragisk, tragisk død. Og Manden har skildt den ad i tusinde stykker med sine handy hænder kun for at konstatere, at den ikke står til at redde. Ingen iPhone, ingen billeder. Og, i dagevis, ingen opkald eller sms'er (ergo: Det er ikke fordi, jeg er en slacker/er fornærmet/er i baby-modus/ikke kan lide jer, at jeg ikke har taget telefonen...). Nu har jeg dog en gammel Sony Ericsson, som ikke er så opkaldsegnet (med mindre man synes, det er helt vildt skægt, at alle lyder som fulde mennesker der ringer fra Mongoliet eller et andet sted langt, langt væk). Men sms'e kan den dog. Og I kan også godt ringe med vigtige beskeder, I skal bare råbe dem højt og langsomt.

Flyttenoia revisited

Hvis man synes, der er lidt tavst hos carporten for tiden, er det såmen fordi, jeg har indset noget: Vi skal flytte IGEN om under tre måneder! Fuck. Så nu har jeg så travlt med hyperventilering, flyttenoia og fremtidsdenial, at jeg slet ikke har tid til at blogge...

Og børnene siger I? Jamen de er søde. Også ved hinanden. Eventuelt ville fremtiden dog virke mere overskuelig, hvis de sov lidt bedre. Især den største!