Pis. Pletter. Perspektiv.

Selvom man er meget, meget post-sygdomstræt, kan man godt grine. Det er bare på den hysteriske måde. Og af bizarre ting, der normalt ville få én (gravid, grådlabil og temmelig udmattet dame) til at tude. Som fx i denne her situation:

Moren kommer hjem fra første rigtige arbejdsdag efter godt en milliard år med øjenbetændelse og mellemørebetændelse og det ene og det andet. Moren vil skifte bodystocking på den slatne dreng, der formodes at blive rask LIGEOMLIDT. Og Moren opdager nogle hundreder (!) røde pletter på maven og ryggen... og så på benene. Og under fodsålerne.

Skoldkopper. Nemlig. Så var det, jeg grinede hysterisk. Og senere - i de tre minutter og 42 sekunder, gravko-sangen på Youtube varer - snøftede diskret. Så grinede jeg igen.

Manden er mere fattet.

Jamen er det ikke spændende at læse om alt det sygdom?! Nej vel. Rundstyk. Der er bare ikke ret meget andet i vores liv lige nu. Kom eventuelt tilbage i 2011...

Apropos det der med ikke at kunne tale om ret meget andet end sygdom, sad jeg og udbredte mig om de sidste ugers genvordigheder til Projektleder over frokost. Og udtrykte min store berundring for, at han har fået to børn med under halvandet år i mellem - og overlevet. Var han kanske blevet så traumatiseret, at han havde glemt, hvordan det var, da de var små og syge, spurgte jeg. Hvortil han svarede:
"Nejnej. Den mindste er autist. Mit liv var på stand-by i årevis."
For så at snakke videre om det faglige, vi egentlig var der for at diskutere.

Hej perspektiv.
Hej "det går altid galt at diskutere småbørnsproblemer med mandlige kolleger".

For hulan.