Manden og jeg har været på besøg på en efterskole for at lave en historie. Lærerne forvekslede os hele tiden med Kalundborg Folkeblad, og eleverne spurgte, hvornår de kom på TV.
"Det gør I ikke. I kommer på internettet," sagde vi.
"Sejt," sagde de.
Og det var det pæneste, der blev sagt den dag.
Altså ungdommen nu om stunder, iggå... den taler bare SÅ grimt til sig selv og hinanden. Og er iklædt meget stramt stonewashed-look leggins. Og har gult hår med udvoksede rødder. Og råwer og laver ballade og nægter at rykke ned bag i bussen og prøver at overtale de voksne journalister til at købe smøger, fordi de selv er for unge. Det ville de voksne journalister ikke.
Var vi også sådan? Var vi virkelig også engang sådan? Har jeg for lidt kontakt med Ungdommen i min hverdag, når jeg kan finde på at spørge sådan? Og, more importantly, bliver Sønne også sådan engang?!
Apropos alderdom snakkede jeg med to af de sødere og mere velopdragne elever. Og fortalte om, hvordan man i gamle dage - det vil sige, da jeg var på deres alder og selv gik på efterskole - ikke havde mobiltelefoner og derfor måtte i telefonboksen i kælderen (gys) indenfor en af lærerne fastlagt telefontid (mere gys). De havde aldrig hørt noget lignende, sagde de (på deres eget sprog), mens de fumlede lidt med iPhone4.
Ja. Jeg bliver snart 30.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar